Geometry Dash-spil

Den hoppetimings-tunge side af hylden, med eller uden beat.

Geometry Jump Dash

Geometry Dash Jump

AMONGUS GEOMETRY JUMP

Geometry jump game

Geometry Jump Dash Lite

Fall geometry guys : infinity Jump

Én knap, perfekt timing

Genren er let at beskrive og svær at lægge fra sig. En firkant glider fremad af sig selv i fast hastighed. Du har ét input — et tryk, et klik eller mellemrumstasten — og det får firkanten til at hoppe. Mellem dig og levelens slutning ligger pigge, huller, saveblade og blokke arrangeret efter et stykke musik, så et vel-timet gennemløb føles som at spille på et instrument, mens et dårligt timet slutter øjeblikkeligt. Der er ingen liv at miste og ingen straf for at dø ud over genstarten, som er øjeblikkelig og lydløs. Levels viser, hvor langt du nåede, i procent, og det tal er hele løkken: du går fra en tiendedel til en femtedel til en tredjedel og memorerer hvert hop, indtil gennemløbet endelig når slutningen — og det sidste stykke er altid det, du har øvet mindst.

Spillene på denne side er tredjeparts, fanlavede eller inspirerede titler fra de licenserede udbydere, vi samarbejder med. De er ikke det officielle spil og er hverken tilknyttet eller godkendt af dets udvikler; det, de har til fælles, er den auto-scrollende, ét-input, musiksynkroniserede form, og de varierer meget i finish — fra trofaste neon-genskabelser til løse skitser med en firkant og et par pigge. De fleste tilføjer portaler midt i et level, som ændrer, hvad trykket gør: en raket-tilstand, hvor du holder for at flyve opad, en bold, der vender tyngdekraften ved hvert tryk, en bølge, der zigzagger i lige diagonale linjer. Spillere, der kan lide run-and-jump-instinktet uden rytmen, bør kigge på platformspil, og den rene refleks-ende af samme hylde findes under hoppespil.

Kategorier:Platformspil

At lære et level

Ingen klarer et svært level på første forsøg. Vejen igennem er gentagelse med opmærksomhed: du dør på den samme pig et dusin gange, opdager så, at hoppet skal være sent i stedet for tidligt, og dør så på den næste. De fleste fanversioner har en øv-tilstand, der sætter checkpoints, så du kan terpe et afsnit uden at spille åbningen igen, og mange lader dig skrue ned for musikken — hvilket lyder som en fejl, indtil du indser, at beatet er en metronom for hoppene, og at skrue op er det egentlige trick. Hastighedsændringer markeres med pile, tyngdekraften vender med farvede portaler, og levelen fortæller dig, hvad der kommer, hvis du lærer at læse en skærm frem. At se dine egne dødsfald er mere nyttigt, end det lyder, for de samme tre forhindringer står som regel for de fleste af dem.

På en computer hopper du med mellemrumstasten, pil op eller et museklik, og klikket er som regel det mest konsistente, fordi det har den korteste vej. På en telefon gør et tryk hvor som helst på skærmen det, og genren er en af de få, hvor en tommelfinger er lige så præcis som en tast; liggende format betyder mere end enheden, for jo bredere udsyn, jo tidligere ser du den næste pig. Level-editorer findes i nogle af fanversionerne og gør hylden til et lager af fællesskabsbaner med vildt ujævn sværhedsgrad, hvilket er en del af sjovet. Auto-run-strukturen deles med løbespil, og det geometriske neon-look med gitter og glødende blokke hænger sammen med de bredere hylder terningespil og forhindringsspil.

Sværhedsgrad, frustration og hvem det passer til

Det er en genre for spillere, der nyder at blive slået og komme igen. De tidlige levels i de fleste fanversioner er milde nok til børn, med brede huller og lav hastighed, og reflekserne er enkle; de senere levels er rettet mod teenagere og voksne, der ser et fuldt gennemløb som et projekt over flere dage. Der er ingen vold, ingen historie og ingen læsning, bare en firkant og et beat, så det eneste, en forælder skal vurdere, er temperament. Frustrationen er ægte, og fællesskabets joke er, at spillet er en tålmodighedstest i platformspils-kostume. Korte sessioner virker bedst: et kvarter med forsøg og så en pause giver som regel mere fremgang end en time med stadig mere vrede tryk, for timingen bliver dårligere hurtigere, end du opdager, når du er irriteret.

Hvis det er rytmen, der fænger dig, rummer musikspil de titler, hvor beatet er hele spillet i stedet for baggrunden. Hvis det er den præcise, genstarts-tunge klatretur, byder parkourspil og obby-spil på samme sværhedskurve i tre dimensioner og med et helt sæt bevægelsestaster, hvilket nogle spillere synes er mere skånsomt og andre sværere. Det retro-look med firkantede figurer og flade farver har fætre under pixelspil og retrospil, hvor sværhedsgraden ofte er lige så ubarmhjertig. Hylden nedenfor viser de fanversioner, spillerne vender tilbage til mest, og derefter de nyeste, hvilket er den hurtigste måde at finde en, hvis leveldesign er værd at tage de hundrede genstarter, den vil kræve af dig.